Sinai-bjerget har været et "helligsted", der opfattedes at kunne give "kraft" til ritualerne. Senere, under udvandringen, befandt Moses sig ved forberedelsen af lovgivningen igen på dette samme Sinai-bjerg og helligsted som ved tornebusk-episoden. Og her skete der mere end lovudformningen, idet der yderligere fandt en indvielse sted:

- Ifølge rabbinerskrifterne (Baring-Gould, II, s. 108) oplevede Moses et fænomen - hyppigt i mysterier og indvielsesprocesser - "tærskelens vogter". Han overvandt dette væsen med hemmelige besværgelser, der på dette bjerg allerede afsløredes for ham ved tornebusk-episoden.

Under nedstigningen fra bjerget ved den seneste af disse episoder på dette helligsted - hvor Moses nu havde fået udformet indholdet af Lovens tavler - beretter "2. Mosebog" (34,29-30), at Moses' ansigt havde et specielt udseende. Hertil bruger den Hebraiske Bibels vokalløse skrift ordet qrn, som kan læses med to betydninger.

- Den ene læsning, qeren, angiver, at Moses "havde horn på hovedet". Dvs. netop som det kendes fra udklædningen ved mysterieindvielser, og som det kendes fra utallige afbildninger af de babyloniske guder som symbol på guddommelighed og ophøjet særlig kraft (jf. også tidligere omtalte Cernunos). Et kendt eksempel er afbildninger, bl.a. på mønter, af Alexander d. Store, hvor han er udstyret med horn. Den billedtradition hos Alexander udbredtes efter hans indvielse, som foregik i Egypten i det berømte Amon-orakels tempel ude i Siwa-oasen.

Kendskab til oldtidens mysteriepraksis var vidt udbredt. Da rabbi Aquiba 130 e.Kr. på baggrund af hele sin jødiske tradition og autoritet oversatte den Hebraiske Bibel til græsk (400 år efter Septuaginta), oversatte han, at "Moses' hoved havde horn" ("var behornet"). Hieronimus, der i 300-tallet oversatte Bibelen fra hebraisk til latin - hovedsubstansen i den senere udbredte udgave, "Vulgata" - lod det betyde, at Moses bar horn på hovedet. Det ses fortsat 1.200 år senere, da Michelangelo skabte sin berømte Moses-statue i Vatikanet som cornuta, dvs. 'med horn'.

- Den anden læsning, qaran, et verbum af samme hebraiske rod qeren, er: At Moses' ansigt var 'strålende' eller 'skinnende'. Det brugtes især om guder og konger, foruden at det hos personer, der ansås for psykisk "ophøjet" gennem mysterieindvielse, kendtes som karakteristisk at have den stærke udstråling. De babyloniske kongers og guders horn udtrykte derfor i semitisk ordspil: "mægtig udstråling" (i ordspillet i princippet som når den egyptiske gud Amon, dvs. 'hemmelighed', på sit hoved har store fjer, og gudenavnets hieroglyf for 'hemmelig' forestiller en fjer).

På hebraisk har qaran (qrn) således samme grundbetydning, der dækker begge nævnte betydninger - og begge har umiskendeligt mysteriekultisk baggrund.

_________________________________

• "Den brændende tornebusk" som begreb synes velkendt i oldtidens verden - den romerske historiker Plinius d. Ældre omtaler en sådan busk med de særpræg, der kan være anvendt i en sådan pgl. anledning.
• Optrinene på Sinai-bjerget - jævnført med andre overleveringer fra kilder om indvielsespraksis - sandsynliggør detaljeret, at der også netop i Moses' tilfælde var tale om et mysteriekultisk optrin.

_________________________________

Vædder i tornekrat,
et velkendt motiv i oldtidens Mellemøsten.
Babylonisk statuette.