Efter at have modtaget den hellige skrift på tavlerne steg Moses ned ad Sinai-bjerget ved festivalen for Guldkalven. Han var klædt ud, idet han havde horn på hovedet - ligesom Guldkalven - hvilket, alt taget i betragtning, kan have tilhørt en mysteriekultisk indvielsesakt.

Selve støbningen af Guldkalven - som Moses' nære medarbejder Ahron forestod - opfattedes i oldtiden som forbundet med magi (med alkymistiske præg). Ifølge rabbinerskrifterne blev den praktiske del betroet denne ypperstepræst og magiker Ahrons fætter, den ligeledes magikyndige Korah. Siden hen rejste Korah oprør mod Moses, der så anvendte en magisk effekt til at afstraffe ham.

Rabbinerskrifterne oplyser, at Korah oprindelig var en af faraos skatteforvaltere. Senere blev en berømt gren af hans efterkommere, Kohatit-klanen, tilsynsførende og dørvogtere for Jerusalem-templets skatte og inventar. Korah kendte til guldhåndtering og -udvinding, dvs. netop i fuld overensstemmelse med især Egyptens 18. og 19. dynasti (1500-1100-tallet f.Kr.): Her tog faraos skatmestre sig også af guldbelægning og guldsmeltning. Ifølge rabbinerskrifterne og Quranen var Korah selv utrolig rig, faktisk israelitterlejrens kapitalist.

Rabbinerskrifterne omtaler ved Guldkalv-episoden et oprør i lejren, og at Korah var blandt bagmændene. Han synes her at have brugt en med Guldkalven forbundet hemmelig viden imod Moses.

Det har gennem tiderne været gådefuldt for mange bibellæsere at Ahron ikke blev straffet for at lade Guldkalven fremstille - samt, at idet næsten alle lejrens israelitter straffedes med ikke at måtte komme ind i Kanaan, inkluderede dette også levitterne, skønt de ikke havde deltaget i kulten. Ligeledes er det gådefuldt, at en af de pålagte straffe var, ifølge "2. Mosebog" (32,20), at drikke guldstøv:

-"… (Moses) brændte den (Guldkalven) i ild og malede den til fint støv, strøede det over vandet og lod israelitterne drikke det …".

Der kendes alkymistiske tekster i de gamle kulturlande, bl.a. Babylon, Indien og Kina, men de ældste overleverede alkymistiske tekster er egyptiske. Navnet alkymi betyder 'fra Egypten (kemet). I Babylon har arkæologer fundet og anerkendt forenklede 'elektriske batterier' (udstillet på flere etnografiske museer), der anvendtes konkret til elektrolytisk at overføre ægte forgyldning på metalgenstande (ligeledes genfundet).

I Bibelen hos "Job", "Esajas" og "Malakias" m.fl. læses alkymistiske udtryk. I alkymitraditionen kaldes Abraham den første store alkymist, og Moses' såkaldte "søster" Miriam den første kvindelige alkymist.

Alkymi var opfattet ikke alene som processer til at fremstille guld. For blandt de indviede var det ædle metal ofte blot at betragte som et signifikant biprodukt - mens selve forløbet var beregnet til at fungere som hjælpende parallelproces for "sjælelig alkymisk" renselse og forædling hos den, der personligt arbejdede med processen. En dybere viden om bl.a. disse forhold lå bag "Egyptens visdomsguld". Og det omtalte guldstøv kendes fra alkymistens opus, dvs. personers fortløbende proces, hvori - efter albedo-fasen med sølvet - at guldstøv optræder i værkets sidste og højeste fase, rubedo.

Dette herved fremkomne guldstøv kaldtes i alkymien også for (guld)panacea, et universalmiddel, som mentes at kunne kurere alle sygdomme, især når guldet blev gjort drikkeligt (aurum potabile). Et spin-off fra alkymien var netop medicin. Denne anvendtes af berømte læger som den græske Galén, og siden den arabiske Avicenna. Senere i Europa havde f.eks. den danske astronom Tycho Brahe hele 16 alkymiovne i gang i sit stjerneobservatorium (alkymi var nøje forbundet med stjernelæren) ude på sin ø Hven, hvorfra han uddelte gratis medicin til syge.

Forinden havde den schweiziske læge og alkymist Paracelsus (1493-1541) fornyet de gamle lægers tradition og grundlagt den iatro- eller biokemiske videnskab - og opfandt kemoterapi, bl.a. ved at bruge alkymisternes "værktøj", kviksølv, mod syfilis. Paracelsus' tilhængere nævner guldstøv som lægemiddel, en "guldkur" der som gigtmiddel bruges professionelt også i dag.

Der kan da vise sig en hel idélære bag, at Moses lod israelitterne drikke det alkymistiske "altkurerende" middel, panacea, her lavet af den magiske Guldkalvs guldstøv, der igen symboliserede Egyptens (visdoms)guld. Snarere end straf kan det i andet perspektiv ses symbolsk at ville nå en særlig tilstand i hele israelittergruppen, som Mosebøgerne omtaler vil blive "… som et kongerige af levitter …" - et religiøst etableret folk. Profeten "Malakias" (3,3) siger på alkymistisk vis, at Jahweh ved "smeltediglen" her "… lutrer Levis sønner som guld og sølv …".