Udskriv | Anbefal | Sitemap

Søg på Visdomsnettet


Nyhedsbrev info

Indtast data og modtag vores nyhedsbreve
Navn

E-mail

Kontakt os

DEN HEMMELIGE RELIGION
Fonden
Donationer
Litteratur
Ordbog
Links
LemuelBooks
Esoterisk Visdom
GRUNDVIDEN
HOVEDOMRÅDER
LIVSKVALITET
SAMFUND
Skabende Meditation
ARTIKLER
OVERBLIK
MEDITATIONERNE
Esoterisk Litteratur
GRATIS E-BØGER
BOGUDGIVELSER
Fredsinspiration
ARTIKLER OM FRED
KONFLIKTFORSKNING
MENNESKE & MILJØ
Egyptens mysterier
ESOTERISK EGYPTOLOGI

Ikon-DEN-HEMMELIGE-RELIGION-Ove-von-Spaeth

DEN HEMMELIGE RELIGION (20 af 170)


Hvad betød talen fra den brændende tornebusk? Hvad er Guldkalvens kult? Har stjernelæren præget Bibelen? Er der spor fra mysteriekult i Moses religion?

DEN HEMMELIGE RELIGION (20 af 170)

'Jeg er den jeg er'

 

Under episoden med den brændende tornebusk fik Moses instruktion om sin mission. Han spurgte da om, hvad han skulle svare israelitterne, når han udgav sig som udsendt fra deres forfædres gud, og de så ville spørge efter denne guds navn. Det er ejendommeligt, at Moses formodede, at dette spørgsmål ville blive fremsat, skønt navnet Elohim var i brug. Moses blev nu instrueret - ifølge "2. Mosebog" (3,14-16):

-"… Så sagde Elohim til Moses: 'Jeg er den, som jeg er (ehyeh asher ehyeh)'. Og han sagde: 'Således skal du sige til Israels sønner:

- Jeg er (ehyeh) har sendt mig til jer'. - Og Elohim sagde ydermere til Moses: 'Således skal du sige til Israels sønner: Jahweh, jeres forfædres Elohim, Abrahams Elohim, Isaks Elohim og Jakobs Elohim sendte mig til jer'. Dette er mit navn for altid, og dette vil jeg huskes ved fra generation til generation …".

I det tekststykke er gudsbetegnelsen i virkeligheden udtrykt på ti forskellige måder. Heraf er de otte fremstillet som Jahwehs beskrivelse af sig selv: "jeg-er-den-jeg-er", "jeg-er", "Jahweh", "jeres forfædres Elohim", "Abrahams Elohim", "Isaks Elohim", "Jakobs Elohim" og "jeg". Og to former i omtale: "han" samt "Elohim" (uden tilhørsforhold).

Ud fra disse op til ti forskellige gudsudtryk fremgår det, at Moses via sin modtagne åbenbaring ved den brændende tornebusks mysterium fik afsløret den dybere forståelse bag selve gudsnavnet Jahweh:

-"… Jeg er/vil være den, jeg er/vil være …".

Den kortere form af denne oplysning, sådan som den forekommer i sætningen "… 'jeg er' har sendt mig …", optræder i flere profetiske passager i Bibelen - senest bl.a. i Johannesevangeliet (8,58):

-"… Før Abraham blev til, har jeg været …", eller "… Før Abraham blev til, var jeg …".

Dette er senere gengivet sådan på de oversatte sprog, for at det ikke skulle lyde grammatisk forkert. Men den græske tekst - som er den eneste kendte overlevering med dette Jesus-citat - spiller på dét, der oprindelig blev åbenbaret for Moses, og det lyder i virkeligheden ordret:

-"… Før Abraham at blive, jeg er (ego eimi) …".

Den i dette tilfælde vigtige forskel mellem 'at være' og 'at blive' - der begge har betydning for gudsbenævnelsen - mistes let i oversættelse. Det førnævnte udtryk ehyeh - fra den korte form 'jeg er' - er fra det hebraiske verbum hayah/hawah, 'at være', men indikerer samtidig mere end dette, nemlig 'at blive', hvilket udgør en mere dækkende oversættelse.

Gudsomtalen i formerne Elohim og El er navneord, idet der kan tales om "Elohim"erne. Mens Jahweh er et egennavn og kan ikke omtales som "en Jahweh", for der er ikke andre "Jahweh'er".

Benævnelsen Jahweh opfattes som det distinkte udtryk for personificeringen af gudsbegrebet. Sprogforskere og historikere er usikre, om Jahweh oprindelig var et selvstændigt navn, der derefter passede ind i ordspillet - eller det var en direkte grammatisk form. I sidste fald er Jahweh-navnet dannet i 3. person singularis af det hebraiske udsagnsord hawah (hajah), 'at blive', der indebærer mere end betydningen 'at være/eksistere', nemlig 'at være til stede aktivt'.

Betydningen spænder yderligere, for på hebraisk kan navnet Jahweh, der er imperfektum, normalt oversættes (f.eks. i skandinaviske sprog) ved futurum. Afhængig af konteksten kan det også oversættes ved præsens eller endda perfektum.

Det er således flerdimensionalt: - 'jeg er den, der altid er og vil være' ("jeg er den evige"). Ifølge formen kan der tilmed ligge kausativ i det: 'at forårsage' og 'forårsage at blive', og hermed også udtryk for vilje.

Når denne indre mening åbenbaredes hos en person under indvielse til et højere trin i disse mysterier, kunne en erkendelse - modtaget i ydmyghed - opstå om, at dette gjaldt den pågældende selv: At personen selv er et evigt væsen "som en gud".

Det ser ud til, at afsløringen af gudsnavnets indre mening indgik her i en kultisk åbenbaringsproces med "programmeret" erkendelsesfremkaldende effekt på personen. Der tilsigtes ikke mental eller følelsesmæssig, men sjælelig forståelse gennem spontan intuitiv erkendelse. Grundlæggende en selvrealisering, hvor personen kunne opfatte sig selv ud fra: "en personlig, kontinuerlig, absolut og selvbestemmende eksistens".

Hemmeligheden bag Jahweh-navnet - dette "at være som en evig guddom" og i betydningen "guds billede" samt besidde et potentiale, der kan realisere guddommelige kræfter - fjerner i virkeligheden religionens ofte mange guder som mellemled og giver mere uhindret adgang til på det plan ubundet at blive grundlæggende "bevidst om at være bevidst".

I denne bevidsthed aktiveres en særlig kraft til at kunne forårsage - foruden både at skabe og kontrollere forløbet heraf - hvilket også ligger i udtrykket "jeg er den, som jeg forårsager/skaber at være/blive".

Noget af dette genkendes fra et egyptisk mysteriegrundlag og også senere i græsk tankegang, men ses ikke umiddelbart i det semitiske.

I oldtiden var man ikke så optaget af symboler - tingene var det, de var eller udtrykte. Et gudebillede var blot et billede og symboliserede ikke guden, men guden kunne tage bolig deri og blive ét med det. At Moses afskaffede gudebilleder, står som et tidligt og mysteriekultisk træk, hvor gudsbegrebet kan erkendes at have bolig i det enkelte menneske.

Traditionen bag denne mysterieerkendelse om, hvad der ligger bag "selv at være som en evig gud", blev senere modgået blandt jøderne. Ifølge Johannesevangeliet (10,33-38) ville farisæerne dræbe Jesus ved stening, idet de påstod, at han udøvede blasfemi, men han svarede dem med et citat fra Bibelens "Salmernes Bog" (82,6):

-"… Er der ikke skrevet i Bibelen: 'Jeg (Gud) sagde: I er guder - ja, I er alle sønner af Den Højeste' …".

Sådanne idéer var ikke blot ydre lighed, men erfaredes religiøst (i konstant udveksling i hele Mellemøsten blandt mysteriekulter og indvielsesskoler) - og kan spores frem til nutiden.

Den indflydelsesrige tysk-amerikanske teolog Paul Tillich (1886-1965) analyserede, at ordet "Gud" er et symbolbegreb, og det eneste her, der ikke er symbol, er "… væren-selv (being-itself) …". Og den australske hjerneforsker, nobelpristageren John Carew Eccles (1903-1997) forklarede det sjælelige som transcendentalt og radikalt forskelligt fra alt andet i naturen, og han udtrykte (ifølge kollegaen Sherrington):

-"… Soul er den eneste realitet, den mest direkte erfarede …".

Over indgangen til oraklet i Delphi kunne læses den græske inskription "Kend dig selv", bag hvilket også ses "erkend dig selv". I indiske kulter brugte udøvere af Vedanta-læren formlen "Du er dét" (sanskrit-mantra'et tat twam asi). Yderligere, i præcist udtryk i tantrisk mysteriepraksis var det: "Jeg er det" (sanskrit-mantra'et sa-ham).

En direkte udtryksform præsenteredes i åbenbaringen for Moses - og ligger også bag den skriftkyndige Jesus' ord (Johannesevangeliet 14,6), der herved ses i en ny dimension:

-"… Jeg er (ego eimi) vejen og sandheden og livet …".

Anvendelse i flæng og misbrug af "formlen" opfattedes som problematisk, idet det kunne gøre erkendelsen mindre "uhindret" og give risiko for svækkelse af indsigten og en hermed forbunden kraft. Derfor blev nogle af disse forhold hemmelighedsomgærdet; jf. Moses lod oprette forbud mod at tage navnet "Jahweh" forfængeligt (se kap. 6).

Den "genfundne" erkendelse af at være som "guds billede" - dvs. erkendelse af egen guddommelighed og kraft - kunne således opnås gennem mysterierne. Og i princippet var opnåelsen af dette trin hos en konge en betingelse for, at han kunne anerkendes som gud.

Da det også opfattedes som en politisk nødvendighed, at konger æredes og tituleredes som guder, var mysterieindvielse obligatorisk for konger - om end forståelsen kunne blive udvandet gennem tiderne, når der blev lagt mere vægt på det ydre kroningsceremoniel.

Da det blev kendt, at Egyptens konge og andre, der havde forfulgt Moses, var døde, skulle Moses rejse tilbage til Egypten og blive leder - og måtte være parat til denne post ved også at være indviet dertil. Den ifølge rabbinerskrifterne eksilerede tronarving Moses synes at have ladet sig indvie af den ligeledes eksilerede faraorådgiver, præsten Jethro.

De egyptiske og babyloniske konger og de senere romerske kejsere kunne - ved en sådan indvielse, hvor vedkommende kunne opnå den erkendelse at være "som Guds billede" - herefter også tituleres som en gud. Således også for Moses - der ifølge rabbinerskrifterne var egyptisk tronkandidat - og det fremgår yderligere af "2. Mosebog" (7,1):

-"… Da sagde Jahweh, se jeg har gjort dig til gud (Elohim) for farao, og Ahron skal være din profet …".

På lignende måde forlød det forinden (4,16) fra Jahweh, at:

-"… Moses skal tjene som Gud (Elohim) for Ahron …".

I "2. Mosebog" (18,11) skelnes - idet Jethro under en rådsforsamling på Sinai, efter starten på udvandringen, lod erklære, at:

-"… Jahweh er større end alle Elohim …".

Artikel-DEN-HEMMELIGE-RELIGION-Ove-von-Spaeth
Download-fil: DEN HEMMELIGE RELIGION - Ove von Spaeth