Udskriv | Anbefal | Sitemap

Søg på Visdomsnettet


Nyhedsbrev info

Indtast data og modtag vores nyhedsbreve
Navn

E-mail

Kontakt os

DEN HEMMELIGE RELIGION
Fonden
Donationer
Litteratur
Ordbog
Links
LemuelBooks
Esoterisk Visdom
GRUNDVIDEN
HOVEDOMRÅDER
LIVSKVALITET
SAMFUND
Skabende Meditation
ARTIKLER
OVERBLIK
MEDITATIONERNE
Esoterisk Litteratur
GRATIS E-BØGER
BOGUDGIVELSER
Fredsinspiration
ARTIKLER OM FRED
KONFLIKTFORSKNING
MENNESKE & MILJØ
Egyptens mysterier
ESOTERISK EGYPTOLOGI

Ikon-DEN-HEMMELIGE-RELIGION-Ove-von-Spaeth

DEN HEMMELIGE RELIGION (44 af 170)


Hvad betød talen fra den brændende tornebusk? Hvad er Guldkalvens kult? Har stjernelæren præget Bibelen? Er der spor fra mysteriekult i Moses religion?

DEN HEMMELIGE RELIGION (44 af 170)

Yderligere spor af Job

i Mellemøsten

 

Jobs tilnavn Uz kan indikere, at den oprindelig egyptiske Job holdt til på dette sted, der er navngivet efter eller tilknyttet guden Osiris. Egypterne eksporterede deres gudekulter. Osiris hed på egyptisk Usir (Aser), hvilket genkendes i syrisk, arabisk og aramaisk som Uz.

Dette tilsvarede ganske, at Jobs kollega Jethro under sit eksil eller udstationering ledede en egyptisk helligdom på Sinai: I begge tilfælde synes det at være politisk bestemte retræteposter efter problemer ved faraohoffet. Og netop i epoken under det 18. dynasti lod Egyptens ekspanderende præsteskab anlægge en mængde egyptiske helligdomme i Kanaan, Fønikien og Syrien.

Disse helligdomme var bygget for Amon og også mange for Osiris og Isis, og var ofte steder for mysterieindvielse. Den ritusform synes at være baggrund for forløbet i "Jobs Bog" - dvs. lignende omstændigheder som da Moses indviedes ved den brændende tornebusk, under sit ophold hos Jethro.

Den mysteriekultiske aktivitet hos Job er senere genkendt og sat i relation til en nytestamentlig tekst, "Jakobs Brev" (5,11). Den fremstår ligeledes i visse træk i en hebraisk tekst kaldet "Jobs Testamente".

Sidstnævnte tekst er bl.a. kendt i forbindelse med en omstridt egyptisk-jødisk historiker Aristeas cirka 150 f.Kr., og er siden citeret i Johannesevangeliet (5,1); men er senere af pave Gelasius I (492-496 e.Kr.) fjernet fra de apokryfe (ikke-kanoniserede) bibelskrifter. I den pågældende tekst omtales Job som den førnævnte "konge" i Edom - og kan ses i relation til, at Uz var en del af Edoms nordlige grænsedistrikt.

De tre venner til Job - der i "Jobs Bog" søgte at få ham til at modificere sit religiøse standpunkt under sine trængsler - er ligeledes med i "Jobs Testamente" og benævnes som "konger". Denne status er dog i overensstemmelse med føromtalte egyptiske optegnelse om en "kong" Job (A-ia-ab) i just dette Jordan-distrikt:

- Hermed bliver Jobs status forståelig, da han i "Jobs Bog" fremtræder bl.a. som en større landbesidder (som netop f.eks. en ledende præst og tempeladministrator kunne være det). Og hans venner - kolleger - som Bibelen nævner ved navn, temanitten Elifaz, sjuhitten Bildad og naamatitten Zofar, har tilsvarende været småkonger eller klanhøvdinge. Det var således den type højtstående personer, der var selvskrevne deltagere i mysteriekulterne, hvor de - som praksis var blandt indviede - også kunne medvirke ved at spille "modstandere" og "fristere".

Araberne har gennem islam modtaget mange religiøse overleveringer fra de gamle jøder. Mohammed lod nogle af sine hårdeste modstandere, den jødiske stamme eller klan Quraiza, tilintetgøre. Men andre jøder - bl.a. to jødiske klaner i Yemen - havde været med til at hjælpe ham til at vinde i krigen mellem Mekka og Medina. Flere af disse jøder gik over til den islamiske religion. Desuden var en af Mohammeds fire koner, Saf(ur)ijah, jødinde.

En del af de gamle jødiske overleveringer var allerede kommet til den Arabiske Halvø med israelitiske/jødiske grupper, der var udvandret fra Babylon og Israel på et tidligt tidspunkt, før end bestemte træk begyndte at dominere de ældre bibelredigeringer. Desuden findes der såvel i den arabiske tradition som i Quranen og dennes kommentarskrifter flere "bibelske" oplysninger (af varierende kvalitet), der ikke længere findes i jødiske overleveringer, rabbinerskrifterne - bl.a. vedrørende Moses, Faraos Datter, Jethro, Job og Balaam.

En stærk kontinuitet og uberørthed af tiden hos ørkenens og de isolerede områders stammesamfund er demonstreret, idet en gruppe jøder ved det babyloniske eksils ophør 530 f.Kr. udvandrede fra kong Nebukadnezars Babylon, og i stedet for at blive i det daværende Israel valgte de at drage mod syd. Mange slog sig ned i Yemen, hvor slægterne så boede i mere end 2.400 år - og hvor f.eks. hver en arabisk landsby siden dengang altid havde en jødisk quain (Kain), dvs. 'smed', 'kobber- og guldsmed'.

Ved en masseudvandring i 1948 kom 40.000 personer fra dette verdens ældste jødiske samfund til nutidens Israel, hvor de gav omgivelserne et fortidschok. Dette uforanderlige oldtidssamfund var som trådt lige ud af Bibelen - med deres gamle sprog, klædedragt, smykker, redskaber og deres tusindårige slægtsfortegnelser.

Hos de to jødiske stamme-grupper i Yemen, der i 600-tallet e.Kr. hjalp Mohammed med at få magten, har et par jøder derfra, Kab-el-achbar samt Wabh (han var fra den følgende generation) - der i øvrigt begge gik over til islamisk tro - hver for sig efterladt manuskripter. Heri findes forskellige beretninger om Job; jf. Nahum N. Glatzer's afhandling "The Book of Job and Its Interpreters", i Biblical Motifs (vol. 3, Cambridge, Mass. 1966).

Stadigvæk, i dette område i Sydarabien og især Oman, eksisterer der den dag i dag ældgamle lokale hebraiske inskriptioner. Og her lever det mystiske jebalifolk, en nomadestamme beslægtet med jøderne og tilsyneladende efterkommere af de oprindeligt indvandrede jødiske klaner i dette store sydarabiske område. Ydermere findes der netop her i Sydarabien en særlig tradition omkring Job.

De arabiske ørkenfolks traditioner og overleveringer med flere tusind år gamle oplysninger må tages seriøst. F.eks. blev den sporløst forsvundne 7.000-årige oldtidsby Ubar genfundet i november 1991 under 60 m sand. Det skete efter mange års luftfotosøgning, hvor den så blev lokaliseret i Oman fra specielle radarfotooptagelser udført fra rumfærgen Challenger allerede 1984. Da arkæologer nåede frem til stedet i ødemarken, viste det sig, at ørkenbeduinerne havde bevaret traditionen om byen (også kendt af Ptolemæus, se nedenfor) - der forsvandt for nær 2.000 år siden - og beliggenheden intakt. Ingen havde taget beduinernes gamle viden alvorligt. (I Tunis ses helt lignende genfund).

Arabisk tradition om Job kan ses i relation til den engelske forsker Bertram Thomas' bog "Alarms and Excursions in Arabia" (London 1931) og den forbløffende kendsgerning om dette fjerne Arabia Felix, hvor tiden synes at have stået stille i årtusinder, og hvor nogle af de stærkest bevarede slægtstraditioner i verden findes: Her lever stadig ældgamle arabiske stammer med deres stammenavne intakt overleveret i oprindelig form som hos de seks omtalte stammer i "Jobs Bog".

Ligeledes er det typisk, at araberstammen, der i 1947 fandt Qumran-teksterne, også levede ved Qumran for 400 f.Kr. - og her er omtalt af Herodot. Gamle slægtsdata er ofte pålidelige, jf. analyse af Andrew J. Shyroch: "Nationalism and the Genealogical Imagination. Oral History and Textual Authority in Tribal Jordan" (California U.P. 1997).

Ifølge den græske bibelversion, "Septuaginta", kom de nævnte småkonger, høvdinge eller sheikh'er langvejs fra til Job i Uz. De typiske familiestammer i den jordanske ørken havde - og har stadig - nu 3.400 år efter Moses' tid, konstant nogle af deres medlemmer på farten på de endnu ældre, lange karavaneruter bl.a. fra Syrien til Sydarabien (den 2.500 km lange rejse på dromedar/æsel tager 25 dage, og med "tung" karavane 65 dage) - og var således spredt i et vidtstrakt område.

Foruden de tre førnævnte folkegrupper temanitterne, sjuhitterne og naamatitterne, der tilsvarer de i "Jobs Bog" nævnte personer - temanitten Elifaz, sjuhitten Bildad og naamatitten Zofar - gælder dette også to andre, men fjendtlige folkegrupper, som "Jobs Bog" beretter at have overfaldet Job, nemlig kaldæere og sabæere. En stor del af de kaldæiske stammer fra Arabien invaderede byen Ur og dens omliggende område cirka 1000 f.Kr., men flere kaldæiske klaner deltog ikke og forblev på deres tilholdssteder især langs Quwaits kystlande.

Na'im (naamatitter), asabi (sabæere) og chaldai (kaldæere) findes i dag, flere årtusinder senere, stadig bosat i det sydlige Arabien. Og deres tilstedeværelse her blev allerede rapporteret af ovennævnte oldtidens store astronom og geograf Ptolemæus i Alexandria cirka 130 e.Kr.

Arabiens førende stamme Azd kan tænkes at have efterkommere af folkene (her evt. også fra Job?) i det gamle Uz i Syrien/Jordan. Det var denne stammes kongelige leder Abdul Aziz, der i årene 1925 til 1932 erobrede og forenede størstedelen af den Arabiske Halvø - og blev ude i verden kendt som Ibn Saud, Saudi-Arabiens grundlægger og konge.

Især kan en stærk Job-tradition og stednavne på strækningen Damaskus til det Døde Hav bestyrke, at Job ikke er en fiktiv, litterær figur.

Artikel-DEN-HEMMELIGE-RELIGION-Ove-von-Spaeth
Download-fil: DEN HEMMELIGE RELIGION - Ove von Spaeth