Bibelens holdningsændring til Moses' rolle

Under Ezras indflydelse måtte en del spor af egyptisk kultus - som ikke mindst Moses havde bragt med sig - ende med at forsvinde. Desuden var "Egypten" blevet et begreb, der identificeredes med israelitternes såkaldte "slaveri" hos egypterne. Visse dele i de gamle tekster blev udeladt, da det næppe kunne ses som helt uproblematisk, at israelitternes største leder og profet, Moses, var søn af Faraos Datter og dermed af egyptisk kongeæt.

Den glidning synes foregået ved en ikke ukendt metode - at i "den hellige tekst" respektfuldt næppe direkte er ændret på et eneste ord; derimod ophørte man med at gengive "mindre relevante" passager.

I Ezras bibelversion, dvs. den Hebraiske Bibel, som kristne bibler følger i største udstrækning, udgør Mosebøgerne og "Joshuas Bog" og delvis "Jobs Bog" de første og ældste dele eller "bøger". Men herefter, i Bibelens senere tilkomne bøger, er Moses overhovedet ikke nævnt i den tidligste henvisning til udvandringen fra Egypten - det er Jahwehs triumf det hele. I stedet er det "judæeren" David, som - også uden for Bibelens afsnit ("Dommernes Bog" og "Kongebøgerne") med særlig præsentation af David - bliver fremstillet som den største og mest omtalte helt.

I størstedelen af Bibelen er David nævnt fem gange så hyppigt som Moses, til trods for at David ændrede på religionen og også påførte nationen en række ulykker. Selv Ahron, Moses' såkaldte "bror", der ikke havde spillet den største rolle hverken i Moses-beretningen eller i den efterfølgende "Joshuas Bog", ses i resten af Bibelen nævnt langt oftere end Moses.

I Bibelen findes der siden hen ingen slægt eller stamtavle, der fører tilbage til Moses eller til den påståede stamfader Levi via Moses. Af Moses' efterkommere i senere tider omtales en præst, som Dan-stammen tog med sig til Libanon - men intet øvrigt angives om vedkommendes familiemæssige linjer. Der forlyder heller ikke noget om, at Moses' gren var uddød - modsat som f.eks. det omhyggeligt berettes ved visse af Josefs sønners efterkommere.

I det hele taget fremstår det højst besynderlige træk, at den jødiske religions største profet, lovgiver og lederskikkelse, Moses, i påfaldende grad er reduceret og næsten ikke nævnt uden for Mosebøgerne. Hermed blev der, ud over hans fordrivelse fra Egypten, forøvet endnu et "attentat på Moses" - næsten tusind år efter hans død.

Men ud fra rabbinernes synspunkt tilbage fra 400-tallet f.Kr. var Ezra den, der reddede og videreførte jødedommen. Derfor er han senere blevet stærkt hyldet og givet betegnelsen "den anden Moses".

I Israel foregik holdningsændringen over for Moses tidligt - især fra Davids tid ca. 1000 f.Kr. og frem. Med Ezra skærpedes forholdet, dog fik han forkyndt Moseloven (nu i en sen udgave). Men Bibelens apokryfe kapitler "Siraks Bog" end nævner ikke Ezra.

At allerede Ezra havde redigeret og åbenbart "bortforkortet" visse på hans tid uønskede passager i Bibelen, vil også have medvirket til at danne den ofte usystematiske eller uhomogene stil i bibelteksterne.

De ældste bibelberetninger kan da ud fra visse nutidige læsemåder opfattes som sammensat af forskellige "stilarter" og kilder er tilknyttet eventuelle grene af religionen for Jahweh og Elohim, og af præsteskabets senere fortolkninger. Fra slutningen af 1800-tallet bragte dette semitologer og teologer til at antage den stadig ikke beviste teori i den kildekritiske forskning: At bibelteksterne er en sammenskrivning af kilder med enten hovedvægt på "Jahweh" eller "Elohim", eller at andre teksterne påstås at være skrevet af præsterne (jf. kap. 7 og 29).