Månen og Eva - og haven i himlen

Bibelens beretning om, at kvinden Eva blev skabt af et ribben fra Adam under hans søvn, er fra et sumerisk ordspil; sumerisk ti er 'et ribben'.

Men ti betød også 'den, der levendegør', og kun denne betydning overførtes, via babylonisk, til hebraisk Chawwa ('giver liv'/Eva), idet 'ribben' på hebraisk hedder zela. Hos sumererne, babylonierne og også hos egypterne (jf. Osiris/Horus' fødsel) var denne skabelse ligeledes forbundet med - halvmåneformede - ribben, og blev hertil sammenlignet med den voksende nymånes lyse bue, der øges synligt hvert døgn med et ekstra "ribben". På babylonisk øges den med 'en finger', sila, og Månens relation til hebraisk zela, 'ribben', er således stadig tydelig.

Dertil hører, at 'liv' på hebraisk hedder chaj, hvori bogstavernes talværdi er '18', der også er tallet for Månens formørkelsescyklus (18 år).

I "1. Mosesbog" (3,20) omtales Eva:

-"… han skulle blive mor til alt levende …"

- idet den hebraiske Bibels (konsonant)tekst her er en omtale i hankøn (pronomet er 3. person maskulinum singularis). De jødiske, teologisk lærde bibelafskrivere, masoreterne - der for blot 1.100 år siden indsatte markering af vokaler - mente, at dette måtte være en fejl. Men da emnet udspringer fra sumerisk, kan årsagen være det faktum, at Månen, der oprindelig fandtes i beretningen, var af hankøn hos sumerere, babyloniere og egyptere (ligesom hos folkeslag i Nordeuropa). Hos masoreterne ses denne baggrund at være gået tabt.

Ligeledes opstod problemer, da den hebraiske bibeltekst skulle overføres til bibler på andre sprog. Det var kun via visse ændringer, at der fra hebraisk kunne overføres f.eks. ordspillet om "træet til kundskab om godt (oprindelig betegnet "sødt") og ondt". Til oversættelsesbrug på græsk og siden latin måtte der "opfindes" en frugt - skønt denne ikke er specificeret i den hebraiske beretning. Det blev til et spil på disse udtryk: melis, 'sødt', og malus, 'ondt', samt melus, 'æble'.

Den Hebraiske Bibel har mange ordspil: Slangen er 'arum, 'snedig', 'snu', mens 'arummim betyder 'mennesker' - har særlige associationer.

Ordet for slange er nahash - og i "2. Kongebog" (18,4) hedder Moses' kobberslange Nehushtan, foruden at "4. Mosebog" (21,4-9) omtaler, at Moses lod lave en nehash nehoshet, 'kobberslange', ophængt på en nes, 'pæl/stage': Lydmæssige mønstres ligheder var - som "genkendelser" - krydsreferencer til indforståede sammenhænge.

Hele dette "andet niveau" i beretningen bygger på mange ordspil, der med de bagvedliggende opfattelser med to eller flere ting på én gang ville give forståelse af forhold, som i ord vanskeligt kunne udtrykkes direkte uden at begrænse betydningen. I Bibelens "Salomons Højsang" læstes om at gå ind i den fantastiske have, som var det en mystikerfortolkning af at "trænge ind i PaRDeS", og kærlighedsmotivet læstes som sjælens længsel efter sin højere tilstand i Guds nærhed.

Endnu et eksempel er en senere og apokryf tekst (tillæg til jødernes græske bibel, Septuaginta) med Daniel-teksten om "Susanne i badet". Her ses en lignende dobbeltbund i beretningen om haven, hvori der angives at være to "mindre rene" rabbier og to specielle træer.

I himmelgeometrien kunne "haven" opfattes som en cirkel/oval (Pardes) midterdelt af Verdensaksen op til en hovedstjerne, (hvide) Svane (ved Lyra), der med navnet Susanne, hebraisk Shoshanah ('hvid lilje'), repræsenterer "renhed". Under stjernen opfattes en tværakse vinkelret på Verdensaksen, og som et T-kors deles "haven", himmelcirklen, i en treenighed, øverst: den "rene" halvdel, og under: to "mindre rene" kvarte.

På Daniels hjemsted Babylon, hvor episoden foregik, betød rabbi også 'en kvart' (ordret 'stor' brøkdel) - og forstås også på aramaisk (jf. at enkelte af Bibelens Daniel-tekster er på aramaisk). Opdeling af haven med de to træer i hver sin del, samt at det ene træs frugter var søde, er som Bibelens paradisberetning med Livets træ og Kundskabens træ i hver sin ende. Himlens tredeling vises senere som et T i en cirkel O og ansås som genspejlet i det jordiske (jf. Orbis Terrarum i kap. 5).

Kirkefaderen Origenes insisterede på - med sin viden modtaget fra lærde jøder bl.a. i Egypten - at "mange bibeltekster er absurde eller endda umoralske, hvis ordene kun tages for pålydende eller bogstaveligt".

At Moses' religion, der - i lighed med andre store religioner - synes at have haft et øverste, mere tillukket, niveau for indviede, bestyrkes bl.a. af en gnostisk tekst, "Johannes' Apokryfon". Den hævder, at skabelsesberetningen ikke betyder dét Moses bogstaveligt har skrevet, men har en skjult mening, senere kun kendt via gnostisk åbenbaring. Uanset om idéen var korrekt eller ej, blev den behandlet som fast realitet.