Individualitet og frihedens ansvar

Langt tilbage i de ældste (skriftbrugende) kulturer findes der ikke speciel fremhævelse af enkeltpersoner, næsten alene konger omtales. En undtagelse findes, ca. 2.700 f.Kr., det tidligst kendte tilfælde, hvor et menneske ses fremhævet for sit volumen som individuel personlighed, nemlig Imenhotep (i nogle tekster kaldet Umuthes).

Imenhotep var læge, stjernekyndig og var arkitekt for verdens første pyramide, den ældste eksisterende stenbygning. Han er ikke mindst kendt som hovedpersonen, den gudeagtige inspirerede filosof og guru, der senere i "Corpus Hermeticum"s græske oversættelse hedder Asklepios.

Med Moses som Bibelens første og største profet og personlighed udvikledes der hos israelitterne og senere hos jøderne noget enestående i forhold til egyptisk eller babylonisk religion og tidligere mest kendt i forbindelse med Moses' religion. Nemlig at have profeter - en tradition med accept af individuelle bidrag til religionsopfattelsen.

En række af de 613 love og forordninger, der i selve Mosebøgerne tilskrives Moses, rummer iblandt undertiden grusomme straffe alligevel adskillige humane fremskridt - længe uovertrufne blandt datidige kulturer og de ældste kendte lovgivninger. Moses' påbud om næstekærlighed, det ældste kendte, fremhævedes senere af Jesus; og holdningen blev optaget som et af hovedpunkterne i kristendommens ideologi.

Fra Jesu "bjergprædiken" er budskabet om næstekærlighed formidlet i hele den vestlige verden og har sammen med de græske idéer - og derfor ikke kun fra disse alene - skabt grundlag i Vesten for nyere tids demokratier, hvor beslutningsprocessen i princippet indebærer også at tænke på næstens vel og tage individuelle hensyn til mindretallige grupper.

De gamle mysteriekulter havde sikret bevarelse af både dyrebar viden om spirituelle forhold og midler til menneskets psykiske selvrealisation. Og inden for kristendommen, der oprindelig også var organiseret på et sideløbende mysterieplan, kom det ligeledes til efterhånden at handle endnu mere om det individuelle menneskes udvikling.

Allerede i Moses' tekst om den brændende tornebusk, ved den reelt mysteriekultisk formede åbenbaring af Jahweh-navnets særlige betydning, demonstreres netop den individuelle erkendelse som selvrealisation på højere niveau. Heri lå en frelse - og friheden.

Senere høres det Delphiske Orakels fordring om selverkendelse - selvsagt kun muligt som et individuelt anliggende - give genlyd gennem tiderne, og endnu ikke glemt i det nutidige menneskes identitetssøgen.

Oprindelig ses Jesus som personlighed og "religiøst geni" at være brugt som symbol: Som mysteriekultbegrebet Kristus, 'den (til konge) salvede'. Men kirkemødet i Nikæa i 325 e.Kr. vedtog, at Jesus var en guddom, skønt det er et grundlag i evangelierne, at "Gud har velbehag i menneskesjælen" og vil "fødes" (bevidstgøres) dér - dvs. i alle sjæle, individuelt, og ikke alene i en enkelt frelsers. Jf. også mysteriekultisk "fødsel af barnet/Sønnen", hvor indviede fik en kultisk titel, "guds søn".

Disse særlige betegnelser inden for den religiøse proces til individuel erkendelse indgik siden hen i den almene religion og fik en noget ændret forståelse, mens den oprindelige baggrund efterhånden glemtes.

Endvidere lå der i Paulus' lære en udbygning af individualisme, ikke i nutidig forstand, men forstået som "i gavnligt samvirke med andre (samfundet)" - dvs. også en form for etik, med udløbere f.eks. til stoikerne og Seneca. Bl.a. den romerske filosof og statsmand Boethius (480-524 e.Kr.) videreførte individualismeforståelsen: Fra sine Aristoteles- og Platon-fortolkninger indlagde han i kristen teologi "personligheden", som holder sammen på menneskets forhold til Gud og Kristus (og han satte det i relation til Treenigheden).

I renæssancen skrev Pico della Mirandola sin bog "Om menneskets værdighed" (1486), og om fri vilje, men også - ligeledes fra idégrundlag fra oldtiden - om "menneskets guddommelighed" og "mennesket er gud på jord".

De af "Corpus Hermeticum" inspirerede hermetikere, der ikke udgjorde en samlet enhed, var netop individuelt funderet på deres kristne, om end ikke-kirkelige, grundlag.

Mange forhold i forbindelse med det individuelt sjælelige kendes ikke behandlet i så udstrakt grad som generelt vægtigt element i andre religioner end i den kristne. Dog tog det mange tidsaldre at slå bredere igennem med en europæisk kristen videreudvikling af tanken om det "frie menneske" og den "frie ånd". Først for ikke så længe siden, i 1500-1600-tallets samfund og ofte mest i det protestantiske Europa, fremstod "personen", jeg'et, "at være herre over sig selv", i litteratur, kunst og tænkning, langt mere betonet end nogensinde. Dette - i hermetisk ånd - har fremmet forskerånden bag den videnskabelige revolution.

Opgøret med dele af Aristoteles-traditionen bestyrkede vesterlændingen som et erkendende og villende væsen. Nyplatonikerne under renæssancens humanistiske ånd, og også Luther, fremhævede individet.

Der er en særlig linje i flere træk fra Moses' love og forordninger, der fremhæver respekten for den enkelte - love, der også gælder konger, som her var ligestillede med borgeren - og siden hen, via kristendommens individualitetssyn, førte frem til renæssancens idé om det unikke, selvstændige individ og videre til det nyere Vestens frihedsidealer.

Sådanne træk hos europæisk civilisation blev af oplysningsfilosoffer som Montesqueiu, Voltaire, Hume, Kant og Hegel i 1600-1800-tallet, "oplysningstiden", manifesteret som en kerne i "menneskerettigheder". Kant hævdede, at menneskets værdi ikke kan betales af nogen pris, idet det hører til i værdighedsbegrebet, hvilket udtrykker respekten for enkeltindividet uanset dettes status som f.eks. hersker eller undersåt.

Lyset på menneskets selvværd, at være sin egen konge (jf. alkymisterne) og respektere andre menneskers ret til også at være egen konge: Det startede et sted. I vestlig retshistorie, påvirket af Moses' love - udbygget af romerretten og af kristne humane begreber - betones: Menneskets værdighed og individuelle ansvar over for et andet individ.

Den udvikling tog lang tid - også fordi kirken var imod en bestemt side af individualiteten, "den frie vilje". Efter uhyrlige grusomheder i krige og i retsvæsenets funktion er det blot ca. 150 år siden (før år 2.000), at et af Verdens største og frieste kristne lande, USA, havde slaver - og knap 200 år siden, at Bibelen blev frigivet til almen læsning. Og vesteuropæiske lande havde i reglen censur af litteratur og aviser.