8. KAPITEL
Den gådefulde Guldkalv
af Egyptens guld
Betydningsfuldt fund af Guldkalv
En oprindelig typisk egyptisk kultform var kendt hos israelitterne under deres udvandring og ophold på Sinai. I Bibelens Moses-tekster berettes, at da Moses opholdt sig på Sinai-bjerget borte fra lejren med israelitterne, gennemtvang disse, at Ahron skulle lade en Guldkalv støbe af (især egyptiske) smykkemetal, som de afleverede til støbningen.
Derefter afholdt de et rituelt ceremoniel foran Guldkalven. Moses forbød dyrkelse af afguder og at fremstille gudebilleder, hvorfor mange israelitter, der havde deltaget, straffedes strengt. Men der er flere gåder forbundet med Guldkalven. Jf. også den historiske scene:
- Israelitternes Dan-stamme i Kanaan var fra deres kyst ved Ashqelon tidligt søgående og nåede vidt omkring til Middelhavslandene. Ligesom deres naboer pelasgerne (filistrene) var de kendt for deres okse- eller tyrekult. Fra Dan-området slog mange danaere/danitter sig ned i græske områder og blev også her naboer til pelasgerne.
Myterne omtaler, at også (de nu græsk lokaliserede) danaere havde en tyrekult - og at kongen, Danaos, der oprindelig kom fra Egypten, bevogtede en hellig okse, identificeret med gudinden Io. Jf. den egyptiske Måne(gud) Jaah eller Iawh og relationen til det for Moses åbenbarede gudsnavn Jahweh på Sinai-bjerget (semitisk 'Måne'bjerget).
I dag kan navnet genfindes langs Nilens bredder i Sudan (det tidligere Nubien) hos det milliontallige dinka-folk, der i flere tusinde år ofte var underlagt deres nordlige naboer, egypterne: I dinkaernes sprog er udtrykket 'hvid okse' et egyptisk ord: jaah.
Fra Harvard University's udgravninger i Israel, ledet af den amerikanske arkæolog Lawrence E. Stager, blev der 27. juli 1990 offentliggjort et hemmeligholdt fund af en Guldkalv, forinden udgravet i juni af hans assistent Rachel Starck. Den fandtes under ruinen af et nedbrændt tempel ved byporten i oldtidshavnebyen Ashqelon (19 km nord for Gaza).
Denne Guldkalv er 12,5 cm lang ("Time Magazine", 6. August 1990) og støbt i gylden bronze og sølv - og er verdens ældste kultfigur af ædelmetal. Findestedet Ashqelon er netop i Dan-stammens gamle Palæstina-kystområde, der i skiftende tider også har tilhørt filistrene og senere Juda-stammen. Dateringen er 1500-1400-tallet f.Kr. og dermed på Moses' tid. (Ill. af fundne Guldkalve: bind 3, s.127).
Dette er samstemmende allerede med Bibelens beretning om Guldkalven: At israelitterne ved udvandringen fra Egypten medbragte dyrkelsen af den hellige tyr. At den omtales som en Guldkalv, der på hebraisk er hankønsord, egel, en 'tyrekalv' - af guld eller forgyldt - synes ikke blot influeret af dens mindre størrelse. Jf. relationen til skikken i Egypten, at Apis-tyren til Amon allerede vælges som ungkalv. Den søgtes i hele landet og helliggjordes efter præsternes udvælgelse af den ud fra 29 forskellige kendetegn. Når den døde - og ritualspistes af kongen eller blev balsameret - var der landesorg.
Flere oldtidsforfattere hævder, at Moses allerede i Egypten havde indstiftet en kultreform for dyrkelse af hellige tyre. Under alle omstændigheder, hvis Moses med sin høje stilling ved det egyptiske hof var forbundet med dyrkelse af tyren/oksen, har det været i forbindelse med den hellige Apis-tyr og himmelko-gudinden Hathor.
Bl.a. den romerske historiker Tacitus omtaler Moses' reformering af to bestemte kulte i Egypten. Den ene var kulten for ibisfuglen, guden Thoths symbol. For den anden kult angives, at Moses udviklede ny praksis for tyrekulten i Egypten.
Det er sandsynligt, at Moses har villet modificere den tyredyrkelse, der i Egypten bl.a. gav sig udslag i mumificering og kostbare begravelser af udvalgte tyre. Han ønskede, at sådanne udvalgte tyre ikke mere dyrkes næsten på niveau med guderne. Ifølge hans love for israelitterne skulle disse dyr blot være helligt offer.
Guldkalv hos Moses' slægt - og stadig hos druzerne
Næsten et halvt tusind år efter Moses lod kong Salomon, til sin indretning af templet i Jerusalem, opstille et kæmpe bronzekar båret af 12 støbte okser eller tyre - med 3 mod hvert verdenshjørne.
Yderligere 200 år efter, mens israelitternes land længe var splittet i to riger - Israel i nord og Juda i syd - dyrkedes selve Guldkalven i nordriget, endda hele to Guldkalve. Jero'boam (700-tallet f.Kr.), der på dette tidspunkt var konge over nordriget, dvs. Israel og herunder det senere Samaria, omtaler ("1. Kongebog" 12,28) reelt Guldkalven som Gud:
-"… Se Israel, den (Guldkalven) er din gud (Elohim), der førte os ud af Egyptens land …".
Jøderne bevarede hermed i deres Bibel disse optegnelser. Det kunne bruges til at demonstrere, hvor forkert - efter deres opfattelse - folket i Samaria og det øvrige Nordisrael havde båret sig ad.
Bibelens "Dommernes Bog" (18,11-31) beretter, at mens Dan-stammen, vedblivende dyrkede Guldkalven, lod stammen senere den tradition fortsætte gennem en præst, der var en af Moses direkte efterkommere (i alt kun tre senere slægtninge nævnes i Bibelen efter invasionen).
En større gruppe af Dan-stammen og denne præst Jonathan brød op fra Jaffa-området ved kysten - under presset fra nabofolket filistrene - og flyttede til Libanon, byen Leshem (Laish). De indtog denne by og omdøbte den til Dan. Her medbragte de Guldkalv-kulten.
Forskellige steder i Israel er der udgravet små Guldkalvfigurer støbt i gylden bronze - fra 1400-1200 f.Kr. En af disse, nu i Israel-Museet i Jerusalem, er fundet i Samaria nord for Sikhem, nær den ældgamle vej mellem Dothan og Tirzah på en kultplads, hvor den kultiske udøvelse er foregået under åben himmel - ligesom for Guldkalven på Sinai.
En anden Guldkalvfigur er fundet i nordligste Israel ved et tempelanlæg i Hazor, 25 km syd for byen Dan. Begge Guldkalve omtales i Amihai Mazar's afhandling "Bronze Bull Found In Israelite 'High Place' …", i Biblical Archaeology Review (vol. 9, No. 5, 1983, s. 34-40).
Det er fantastisk, at Guldkalv-kulten stadig findes den dag i dag og just med centrum i dette Sydlibanon-område: - hos druzerne. Forskningen vides endnu ikke at have været opmærksom på en mulig sammenhæng. Druzersektens religion har mange elementer fra de gamle mysteriekulter foruden senere træk som gnosticisme, neoplatonisme, endda buddhisme, manikæisme samt en reinkarnationslære - og islam. Deres etniske gruppe eller sekt er et af de mest lukkede samfund i Mellemøsten - og tæller lidt over 1 mill. medlemmer, f.eks. 75.000 i Israel.
Druzerne, der hævder at være af ikke-arabisk oprindelse, har i Israel og Libanon overtaget traditioner i forbindelse med Guldkalven. De indgår i sektens hemmelige ritualer, der forvaltes af druzernes religiøse og verdslige leder, overhovedet for den førende familie, den magtfulde Jomblat-klan. Jf. bl.a. Philip K. Hitti's feltstudium "The Origins of the Druze People And Their Religion", i Columbia University Oriental Studies (vol. 28, New York 1928).
Druzernes Guldkalvfigur tages frem fra en sølvboks en gang om året til et særligt kultceremoniel, ifølge den amerikanske antropolog William B. Seebrook's afhandling "The Golden Calf of the Druzes", i "Asia" (March, New York 1926, s. 220-227 og 250-253). Figuren er en lille statue af en gylden okse og er i størrelse mindre end en lille kat. Dvs. nøjagtig samme størrelse som den Guldkalvfigur, der 64 år senere blev fundet ved Ashqelon præcis i det distrikt, som Dan-stammen, der emigrerede til Libanon, havde forladt!
I flere tusinde år ses i Mellemøsten og Middelhavsområdet, at røgen ved ofring samt dyrets blod skabte formidling til guden, og selve offeret var også helligt. Præster forestod slagtning og udbød dele af det nu hellige kød. I fortsat tradition i italienske landsbyer er slagterens disk som et alter og udformet i marmor, hævet over kunderne, og kødets udskæring/opdeling foretages efter de gamle principper.
|