Æselhoven tillægges også særlig vigtighed i andre middelhavskulturer. Især opfattedes æselhoven som besiddende en kraftig magi. Senere, da hesteskoen opfandtes - af romerne - blev der til denne overført den særlige tradition om hovens tilknytning til magiske kræfter.

Romerne forbandt æselhoven også med seksuelle kræfter - og her med en særlig gudinde, (Lamia eller) Empusa, fra græsk empousa, 'den, der hæmmer'. Den ældste kendte tale herom findes hos grækerne, f.eks. Herodot (485-425 f.Kr.) og senere Plutarch (45-120 e.Kr.).

I græske myter boede hun bl.a. i underverdenen - og kaldtes også dæmoninden Ono-skilos, 'Æselben' (og Empusa-gilos), der lokker mænd ud i huler og slugter. Hun var et udyr, menneske øverst og fra hoften og ned æselben og æselfod. Et senere hebraisk værk "Zohar" omtaler, at Moses' modstander Balaam desuden udnyttede æslet seksuelt.

Traditionen angiver om Salomon, der selv deltog i flere kulter, at en af hans koner, overleveret ham af Beelzebul, var forhekset - og i den form var hun denne dæmoniske æselgudinde. Salomons astrologisk-magiske recept på "modgift" var - under rette astrale forhold og i relation til Månen - bl.a. at få bundet æselhud eller "æselpergament" om halsen på hende, så ville dæmonindens sande natur som æsel træde frem.

Den hellige Frans af Assisi (d. 1226) sagde, han "fremmede søster dyd, men disciplinerede broder æsel", dvs. kroppens lyster. - Stadig i den engelsktalende verden er en kendt samlejestilling "æselstilling".

Tilbage til Moses' handling; her synes at have været tegn på, at en bestemt kultisk handling, der krævede optræden i æselforklædning, nu gik over til en anden fase.

Næsten alle større officielle beslutninger blev i oldtiden foretaget i forbindelse med orakelsvar - eller andre tilsvarende tilkendegivelser fra guderne. Bl.a. når en person under mysteriespil, som tidligere beskrevet, ad denne vej blev dirigeret til at opfylde en bestemt hensigt. Det kunne dreje sig om formål, der var ønsket gennemført af selve den person - f.eks. kongen eller hans ypperstepræst - der havde arrangeret, at mysteriespillet blev iværksat.

Således skete det i Moses' tilfælde, idet han ved den brændende tornebusk ifølge Bibelen blev givet anvisninger og "sanktion" til sit kommende forehavende. Nemlig at gøre oprør imod farao og få støtte ved at gøre sig til leder af en stor gruppe fremmedarbejdere, hebræerne, der i flere generationer havde boet i Egypten.

Hermed fik Moses ad denne vej - altså normal praksis for en kongelig leder - kultisk arrangeret en støtte til sine planer for at generobre magten i Egypten: Et oprør, konkret omtalt af den egyptiske historiker Manetho (280 f.Kr.). Det var det rette tidspunkt at starte opstanden på: Bibelen beretter, at modstanderne i Egypten, den (gamle) farao og øvrige, der stræbte Moses efter livet, alle nu var døde.

Da Moses senere efter tornebusk-episoden red på et æsel, oplyser "2. Mosebog" (4,24) overraskende, at Jahweh pludselig ville slå Moses ihjel (der er mindelser om føromtalte ritualofferdød). Men der blev grebet ind, ved at hans søn blev omskåret (jf. de omtalte seksuelle kræfter) - og her anvendtes udtrykket "en blodbrudgom" (jf. bl.a. bind 1's kap. 10 om det "hellige ægteskab ved Canopus/Æselfoden").

Det nævnte udtryk "blodbrudgom" i "2. Mosebog" (4,26) har mystificeret mange sprogforskere og teologer. Der er blevet skrevet adskillige afhandlinger herom gennem tiderne, uden at der er fundet nogen tilfredsstillende løsning. Men viden om mysteriekultisk praksis i oldtiden har ikke været inddraget tilstrækkeligt i bibelforskningen.

At Moses under ritualet ved den brændende tornebusk skulle tage det specielle æselskindsfodtøj af - som nævnt skindstøvler, der var udformet som en del af et æselben med en æselhov under foden - synes at være udtryk for en bestemt tilstand under den pågældende indvielsesforms indledende fase. Idet det bl.a. var afgørende, at den indviede bogstavelig talt skulle have jordforbindelse.

Omtalen af æselhoven som "æselklumpen" under foden blev hos nogle af de senere jødiske kommentatorer i ramme alvor forstået som værende "et æsel-ekskrement", som Moses ikke måtte indtræde med på et helligt sted. Sådanne senere indføjede mærkværdigheder har været medvirkende til, at rabbinerskrifterne ofte er blevet ignoreret, også hvad angår deres ofte konkrete oplysninger af historisk værdi.

Aristophanes (450-385 f.Kr.) skrev sine græske teaterstykker med dobbeltbund: - Komedie for folket og indlagte arketypiske lignelser for de indviede. Metoden kendes hos flere græske digtere (og langt senere f.eks. Shakespeare). I en Aristophanes-komedie findes dette udtryk:

-"… den med æselmøg beklæbede æselhov …".

Når den seksuelt besatte gudinde Empusa i sin græske skikkelse var Lamia, var hendes ene fod af kobber, den anden af - æselgødning.