Det store skisma

- og Bibelen øverst på kirkens sorte liste

Efter kirkens første århundreder gennemrystedes den af indre religiøse stridigheder om dens store spørgsmål, om Jesus havde to naturer, en åndelig-himmelsk og en fysisk-jordisk: en teologi som ved egyptiske guders dobbeltnatur - ved siden af idéen om "skaberguden som det ene væsen".

Mange teologiske diskussioner kan i vor tid synes uforståelige, men var i samtiden altafgørende. I Bibelens skabelsesberetning - hvor Gud indblæste "(Hellig)ånden" i en fysisk menneskekrop, så mennesket blev levende - er Sønnen ikke omtalt. Allerede Karl d. Store ville, i 809, ændre på det. Herom ønskede Roms kardinaler ved kirkemødet i 1054 et dogme: at 'Helligånden fra Faderen', Spiritus sanctus ex Patre fluit, også var '… fra Sønnen', Filioque. Det blev den fatale tilføjelse.

Byzans' kardinaler ville ikke godkende "at Sønnen også var Faderen": Fra det år splittedes kirken i to dele - "det store skisma" - i en østlig, græsk-ortodoks retning kontra en vestlig, den romersk katolske (i det følgende blot kaldet kirken). De to retninger bandlyste nu hinanden.

I 1080 blev det for lægmand uforståelige latinske sprog herefter bestemt som romerkirkens officielle udtryksform. Også kirkemesse og nadver foregik på latin (helt frem til 1965), der for menigmand var uforståelig "hokus pokus filiokus": Dette var en folkelig efterligning af præstens latin ved nadveren: hoc est corpus filii, 'dette er sønnens legeme'.

I 1199 forbød paven al bibellæsning foretaget af menigmand. Det skete også på grund af truslen ved katharers og albigenseres afvigende opfattelse af Bibelen, som de tidligt havde oversat til provençalsk.

30 år senere, blev det under dødsstraf forbudt at eje denne åbenbart for troen så farlige Bibel, kaldet "Bøgernes Bog" og Biblica Sacra, med sine betydninger i flere niveauer - romerkirkens præsteskab alene havde ret til at besidde den. Tilmed var adgang til bibellæsning begrænset af, at Bibelen dengang kun måtte være på latin eller græsk (eller hebraisk). Pave Innocens III støttede forbuddet med sit udsagn:

-"… Den guddommelige skrift er så dyb, at hverken de jævne og ulærde eller de kloge og lærde fuldt ud kan forstå den …".

Langt senere, i 1501 - blot 60 år efter Gutenbergs opfindelse af bogtrykkerkunsten med trykning af latin-Bibelen som det første - blev Bibelen i flere hundrede år placeret som nummer ét af forbudte bøger på Vatikanets sorte liste. M.a.o. - Bibelen stod øverst på det berygtede Index.

Hermed var Moses' lære gjort mere utilgængelig. Så sent som i 1713 blev også det Nye Testamente inddraget i forbuddet. Forinden brød Martin Luther med den katolske kirke - og lystes i kirkens højeste band. Han oversatte direkte, men ikke altid lige tekstnært, fra Hebraisk og Græsk Bibel (Septuaginta) og udgav til afløsning af latin en tysk Bibel i 1522.

Ved at folk således fik adgang til teksterne, kunne kirkens dogmer om f.eks. skærsilden, transsubstantionslæren og præsternes cølibat åbent afsløres som ikke eksisterende i Bibelen. Dette skete også i England fra 1526, da William Tyndales engelske oversættelse af Bibelens græske tekster, det Nye Testamente, nu blev udbredt - og underbyggede kong Henrik 8.s politiske brud med den katolske kirke.

Flere gange lyste den katolske kirke også bibelselskaberne i band, endda så sent som i 1816 og 1824 - bl.a. de engelske, der udsendte Bibler til kolonierne og ofte på flere sprog. Ved år 2000 kendtes Bibelen på mere end 2200 sprog og dialekter og er ved utalte millioner af eksemplarer udbredt hos de fleste af Jordens folk.

Index'et omfatter, helt frem til nutiden, desuden højlitterære værker af franske og tyske forfattere som Balzac, Dumas, Heine, Flaubert, Stendhal og Sartre. Det engang stærkt katolske Bibliothèque Nationale i Paris havde en afdeling omtalt som "Helvede", hvor de bøger - bl.a. Voltaires værk fra 1763 om tolerance(!) - som den religiøse og politiske censur forbød offentligheden at kende, blev låst inde.

Katolicismen ville frelse sjæle, men ved en for individet krænkende censur. I dag findes tilsvarende hos fundamentalister blandt kristne, jøder, hinduer etc. I nogle islamiske lande er det tusindårige arabiske værk "Tusind og Én Nat" blevet forbudt. I frihedens land USA censureres i nogle stater visse skolebøger for bl.a. bestemte klassiske forfattere. Det var fra starten karakteristisk, at forfølgerne inden for kirken og andre steder oftest baserede sig på en bogs rygte eller uddrag af bogen, men sjældent eller aldrig havde læst eller endda forstod det, de fordømte.