Regler mod tekstændring

kom for sent

Ved byen Tiberias opstod en "tekstbevaringsskole", især gruppen tilknyttet familieklanen Ben Asher, der på en gang var teologer og filologer. De omtales senere som "masoreter". I 700-900 e.Kr. indførte de enhed i stavningen i Bibelen samt - fra syriske kristne - det omtalte system af særlige prikker som lydtegn, her vokaler. Prikkerne blev sat over og under Bibelens hebraiske konsonanttekst, der som "hellig tekst" ikke måtte ændres det mindste. I 1200-tallet e.Kr. afsluttes ved at sammenarbejde en ældre og yngre palæstinsk tradition med en babylonisk (fra Naftali-familien; i deres regi er prikker kun placeret over teksten).

Tegnene indførtes, fordi man ikke altid mere vidste, hvordan den gamle tekst havde været udtalt. Det nye system blev udarbejdet fra en erindret tradition såvel som ved en rekonstruktion ud fra teorier om den oprindelige udtale. Heraf kom der en betydelig, men absolut ingen fuld sikkerhed for de ældste teksters udtale og tydning.

Således blev Bibelens ældste tekster (f.eks. "Deborahs Sang") vokaliseret på samme måde som dens yngste tekster (bl.a. i "Daniel") - som om ingen sproglig forandring overhovedet fandt sted i dette spand på tusinde år - hvilket er utroværdigt. (Tilsvarende i græsk: i det Nye Testamentes tekst indførtes først ved 800 e.Kr. accenter og markeringer - det kan give visse ord forskellig eller ændret betydning).

Ezra gennemførte sin indsats ved at samle og redigere mange bibeltekster, men ikke upåvirket af sin politik som landets religiøse administrator, der skulle styrke nationens sammenhold. Så rabbinerne har senere måttet se bort fra, at han vitterlig foretog tekstændringer, der giver risiko for, at der i en tilsvarende formindsket grad er givet udtryk for den originale lære og religion.

Kun et fåtal af gamle hebraiske bibelmanuskripter er bevaret. Det blev tradition, at når en skriftrulle var slidt op, fremstilledes en ny. Den gamle blev gemt og forsvandt, oftest begravet i jorden ved et ceremoniel som til en rigtig begravelse. Det blev ikke kristen skik:

- Til sammenligning kendes (efter 1990) nu 98 nytestamentlige manuskripter, fra stumper til hele bind - alle græske og i form af regulære bøger, ikke bogruller - den ældste fra 125 e.Kr. (evt. ældre).

Indtil for nylig fandtes den ældste eksisterende Hebraiske Bibels manuskripter kun i form af enkelte afskrifter udført i 900-tallet e.Kr. - bortset fra nogle linjer fra to kapitler i "5. Mosebog" fra omkring 150 e.Kr. (i "Papyrus Nash", fundet i 1902). Blandt de i dag eksisterende cirka 6.000 håndskrevne kopier gammeltestamentlig tekst er den ældste hele Hebraiske Bibel, "Codex Leningrad B 19A", fra 1008 e.Kr.

Den ældste hele græske gammeltestamentlige Bibel er en bog af manuskripter, "Codex Sinaiticus" fra cirka 250 e.Kr., fundet i 1800-tallet i det isolerede græsk-ortodokse Skt. Catharina kloster på Sinai.

Fra 1947 blev der fundet en jødisk sekts efterladte skriftruller - efter 1.900 års skjul i 11 klippehuler i Qumran ved det Døde Havs vestbred. Fra spor af nær 900 manuskripter kendes med sikkerhed 799, både hele og stumper (40.000). Af de ruller er ca. 500 dokumenter, med ca. 200 bibeltekster, samt sektens regler og også astrologiske tekster.

Skriftrullerne - flere er endog meget gamle bibelafskrifter fra op til 250 f.Kr. til 70 e.Kr. - er de hidtil tidligste, bevarede hebraiske bibeltekster. De er forsøgt anvendt som "bevis" for, hvor imponerende ordret og intakt Bibelen er overleveret. Men næsten alle tilhører nyere dele af det Gamle Testamente og er hermed forfattet i sene tider, dvs. længe efter Mosebøgerne, hvoraf der netop ikke er fundet gamle hele større afskrifter - men kun få fragmenter.

Både Septuaginta-bibelen, Samaritanerbibelen og Qumranteksterne indeholder i nogle tilfælde tekstversioner, der er af afgjort ældre dato end den Hebraiske Bibel. Først flere hundrede år efter den tid, som Qumranteksterne stammer fra, indførte rabbinerne gradvis regler - som nævnt, først fuldført ved eller efter 900-tallet e.Kr. - til en nøjagtig tekstafskrivning, især for alle Mosebøgerne og "Esthers Bog".

Disse strenge forordninger blev senere også fremholdt som bevis for bibelteksternes nøjagtige overlevering, skønt dette argument kun gælder efter cirka 400 f.Kr. Som tidligere anført: Det ændrer derfor ikke på det faktum, at forudgående gennem 1.400 år - fra Moses' tid og frem til Qumran-tiden - synes der at være sket en række indgreb undervejs.

En af baggrundene for rabbinerskrifternes fremkomst er, at samtidig med at Bibelen voksede fra sine oprindelige bestanddele, Mosebøgerne, og frem til sit senere langt større omfang - fremkom supplementer og kommentarer til bibelberetningerne foruden selvstændige beretninger, visdomssentenser, lovtraktater, anvisninger, leveregler m.v.

En gren af rabbinernes overleverede optegnelser er "Mishnah", der blev den første nedskrevne udgave. Den er samlet og redigeret af rabbi Juda Ha-Nasi ca. 220 e.Kr. Heraf udgør "Talmud" en slags koncentrat - og findes i to versioner, benævnt efter hvert sit fremstillingssted:

- Den almindeligt brugte, den babyloniske Talmud, indeholder over 2,5 millioner ord, dvs. 20-25 bøger - mens den jerusalemske eller palæstinske "Talmud" er en tredjedel så lang, men ofte sværere forståelig i sin afkortede og koncentrerede form. Den endelige nedskrivning af den palæstinske og babyloniske Talmud er fra henholdsvis 350 e.Kr. og 500 e.Kr.

Rabbinerskrifterne var - og er stadig - obligatorisk for enhver jødes seriøse bibelstudier. Rabbinerskolerne anvender skrifternes indhold især teologisk uden at lægge største vægt på konkret historiemæssig betydning. I videnskabelig historieforskning er de kun sjældnere anerkendt.

I skrifterne synes bevaret mere om Moses i "ureduceret form" end i Bibelen. Bekræftende for de ældste rabbinerskrifters troværdighed i deres Moses-beretning er, at arkæologi har gjort det muligt at verificere mange af deres specifikke oplysninger om f.eks. egyptiske forhold.

_________________________________

OVERSIGT:

• 1455-1415 f.Kr.: De 5 Mosebøger skrives – af Moses selv – iflg. Bibelen.
• Ca. 1415 f.Kr.: 5. Mosebog, mest et resumé, og på et bedre hebraisk, afsluttes.
• Ca. 975 f.Kr.: Salomons tempel bygges. 5. Mosebog indemures i tempelvæg.
• 622 f.Kr.: 5. Mosebog udtages af tempelmuren og deponeres foran Pagtens Ark.
• 587 f.Kr.: Babylon ødelægger templet. Moses' tekst brændtes eller blev skjult.
• Ca. 390 f.Kr.: Ezra genskriver Bibelen; ny skrift og stavning, nye dele, tolkning.
• Ca. 280 f.Kr.: Farao Ptolemæus II sponserer græsk bibeloversættelse, Septuaginta.
• Ca. 250 f.Kr. til ca. 300 e.Kr.: Den hebraiske udgave vinder terræn hos jøderne.
• 70: Templet destrueres af romerne; general Titus giver Josefus tempelarkiverne.
• 200-tallet: Nedskrivning af en mundtlig tradition fra Moses bliver indført.
• 400-900-tallet: Masoretisk skrivestandard udvikles og bruges i Hebraisk Bibel.

_________________________________