Nyplatonisk og hermetisk

astrofilosofi

Gennem kirkens første tusinde år fandtes fortsat eksklusive kristne loger. De kunne gå i dybden i en særlig viden, der under "seglene" kunne rumme lag med astro-kosmologisk forståelse. Anvendelsen var "springbræt" for særlig erkendelse hos den søgende.

Tidligere havde den nyplatoniske filosof Plotin (205-270 e.Kr.), inspireret af oldtidens tanker, defineret "Gud som en altomfattende cirkel, hvis centrum er placeret overalt". Men i middelalderen, og også senere, blev en sådan opfattelse af Gud så at sige reduceret af kirken til et i realiteten "dødt" centrum. (Jf. nærv. kapitler 27, 28 og 29).

Brudstykker af særlig viden overlevede i Vesteuropa - bl.a. hos Tycho Brahe (1546-1601) og hans kollega og arvtager Johannes Kepler (1571-1630). Ud fra sin metafysiske, videnskabelige og religiøse idéverden lod Kepler himmelsfærernes talværdier transformere til musik, og prøvede at udforske oldtidens idé om "sfærernes harmoni" (jf. kap. 28). Ifølge Galilei kan Universet aflæses og forstås - "skrevet i et matematisk sprog, hvis bogstaver er trekanter, cirkler og andre matematiske figurer".

At indlægge "kosmologiske informationer" i tekster fortsatte længe og stadig skjult. F.eks. er det ubemærket, at Tycho Brahe på sin berømte himmelglobus - afbildet i hans selvbiografi i 1598 - ved Sirius (Hundestjernen, Æslets hjerte) har indtegnet stjernebilledet Æslet, her som - hidtil ubemærket - en "hybrid" af et æsel og en hund. Det er netop bemærkelsesværdigt, fordi Æslets placering anses i nutiden for at være glemt siden antikken, men altså bevaret i senere tiders hemmelig lære.

På et andet billede i selvbiografien (første udgave) udpeger Tycho Brahe mysteriesymboler i en bog - hidtil upåagtet. Flere genstande her har skjult betydning. Hans hund er placeret ved en gradinddeling på et kæmpestort astronomisk måleinstrument, murkvadrant, præcis ved den buegrad, hvor Sirius/Store Hund findes på himlen (målt på ekliptikas "oprindelige" udgangspunkt på Hipparchus' tid) - genkendeligt for indviede.

Kepler er i sit værk "Astronomia Nova" fra 1609 (eng. udgave "New Astronomy", s. 60) flere gange inde på, at Bibelen læses i flere lag:

-"… den Hellige Skrift taler … (og) benytter sig af det, der er alment anerkendt, for at kunne indflette andre ting, der er mere ophøjede og hellige …".

Overalt i både tidlige og sene skrifter søgtes overensstemmende samspil af geografi og kosmografi samt den gamle verdensopfattelse af en kosmisk samklang - alt udtrykt gennem hændelser, ting og fænomener, der ansås afspejlet i flerdobbelte lag i teksterne.

_________________________________

• Geometriske mønstre i planetbaner og i stjerners forbindelseslinjer på himlen blev opfattet som kodenøgler til en særlig religiøs indsigtsform.
• Oldtidens mysteriekultiske himmelgeometri ansås, ud fra kosmologisk lære og religionens idéer, at have klangbund i Moses' bibeltekster.

_________________________________

Sigtelinjer på himlen og fra Jorden til himlen, ved brugen af en jakobsstav. (Se større himmelgeometriske sigtelinjer, s. 201).

Græsk-romersk marmorstatue af Atlas med himmelkuglen på sine skuldre. Th. for hånden ses Sirius/Store Hund, dens meridian, og stjernebilledet Skibet/Arken med roret Canopus.

Paulus' sørejse. (Jf. en symbolsk parallel i himlen, s. 201).

Planche 03 - Den-hemmelige-religion

Planchen kan forstørres ved at klikke på linket herover