I oldtiden ansås skrifttegn almindeligvis også som hellige. Hieroglyffer er græsk betegnelse for egypternes skrift og betød 'hellige (skrift)tegn'. I Egypten havde skriften lige fra begyndelsen en religiøs betydning, hvor hieroglyfferne opfattedes som en art "levende kræfter" besiddende magisk styrke, der kunne udnyttes til at indvirke på begivenhederne og kontrollere dæmoniske og magiske kræfter i universet.

Ved hellige og kultiske aktiviteter brugtes skrift til ritualmystik og følgelig som hemmelig skrift. Spor af den praksis, vidt udbredt i den gamle verden, ses bl.a. i det engelske ord spell - der stadig både betyder 'at stave' og 'at (for)trylle, udøve magi' - og de gamle nordiske alfabeters navn, runer, betyder 'hemmelighed(er)'.

De egyptiske hieroglyffer fungerede ved en slags rebussystem, og præcis på Moses' tid kom det mere på mode i Egypten også at udnytte hieroglyfferne til brug af hemmelig skrift ved hjælp af indlagte ekstra rebusser og ordspil. Fra den tid findes inskriptioner, hvor f.eks. farao/dronning Hatshepsuts navne er skjult efter dette princip.

Teksternes fravær af ordmellemrum - både i skriften i Egypten, på Sinai og i de græske områder - kan have oprindelig sammenhæng med, at tekster til kultisk anvendelse, indvielse, anråbelse, besværgelse etc. blev oplæst med en hymneagtig recitation. Dvs. en læsemåde hvor ordene sammenkædedes i én ubrudt strømning. Det gav en anden måde at læse og opfatte på - nemlig i omfattende helheder.

Ligeledes har alfabetets bogstaver kombineret til "hellige" lyde været anvendt til magi ved ofring og andre ritualer. Eksempelvis kendtes der i den gamle jødiske mystiklære, kabbala, en speciel brug af et af grundprincipperne fra Sinai-alfabetet, ved at anvende navnes og ords indledende bogstavlyd (det "akrofoniske" princip), ligesom når der fra ordet/bogstavet alef kun bruges den indledende lyd a.

F.eks. til astromagi blev sådanne indledende lyde i hebraiske navne for de såkaldt "stærke" planeter Shabbetai ('Saturn'), Zedek ('Jupiter') og Maadim ('Mars') sammensat til et magisk ord ShaZaM. Dette udtryk, senere kendt som "sesam", omtales værende så magtfuldt, at det kunne åbne bjergvæggen i Ali Babbas hule ifølge de gamle orientalske "Tusind og En Nat"s fortællinger.

Da bogstaver også blev anvendt som tal (a = 1, b = 2 … etc.), brugtes mangfoldige muligheder for alfabetets udnyttelse til hemmelig skrift ved at bruge skriften som talkode og desuden som mysterieviden, kaldet gematria. Navnet Jahweh (også kaldet tetragrammaton, 'fire-bogstavnavnet') vil, stavet JHWH, transformeres i hebraisk bogstavfølge til 10+56+5 = 26 = 2+6 = 8 med særlig symbolik i den lære.

Alfabetet har hos israelitter - og siden hen hos fønikiere, arabere, grækere og romere - haft en ekstra funktion til magiske og kultiske formål samt hemmelig skrift. Dette var praksis fra starten - og gjorde det svært for forskere at få fuld mening i en del Sinai-alfabet-inskriptioner.

Oldtidsforfatterne oplyser, at flere betydende personer som Kadmos, Danaos, Kekrops, Europa, Minos m.fl. - alle traditionelt forbundet med indførelse af alfabet og af tyredyrkelse hos grækerne - brød op fra Egypten samtidig med Moses. (Jf. bind 3's app. og bind 5's kap. 17-19).

Det bliver her mere forståeligt, at alfabetet på én gang - i 1400-tallet f.Kr. - dukker op på Sinai, og nu kort efter på den fønikiske kyst både i Libanon-byen Tyros og i den tyrekultdyrkende Dan-stammes hjemegn ved Jaffa, samt i de græske områder.

Opfindelsen af alfabetet med dets fleksibilitet og brugbarhed på alle sprog blev hurtigt taget i brug også længere østpå. Her, just kort efter, dukker alfabetet også op i Indien (og udvides fra 24 til 50 lydtegn).

Kort og godt: Guldkalven beskrives at optræde samtidig med at Moses præsenterede israelitterne for deres første skriftlige materiale - Loven. Det skete præcis i samme distrikt, Sinai, hvor nutidens arkæologer har fundet verdens første alfabet, der er blevet omhyggeligt dateret til 1500-1450 f.Kr., dvs. netop på Moses' tid.

En særlig sammenhæng mellem alfabet og Guldkalv kunne opfattes ud fra "2. Mosesbog" (32.4): - Efter støbning af Guldkalven brugtes 'en mejsel', hvis hebraiske ord i Bibelen også betyder 'griffel' til skrift.

De gamle kulturer var genneminficerede af symbolik med okser, tyre og køer - også netop på himlen og i alfabetet. Men i Moses' religion har det været et problem, at tendenser til at ændre praksis og ophøje disse dyr ikke måtte tage overhånd, så de blev til en slags guder (animisme).