Markus' Hemmelige Evangelium

Uanset svingende status som kirkefader regnes Clemens af Alexandria stadig for den mest lærde af alle kirkefædre - og var til den senere kirkes fortrydelse velbevandret i "Markus' Hemmelige Evangelium", der anses for at have stærke gnostiske præg.

Eksistensen af den bog og den hemmelige lære, Jesus mentes at have reserveret en inderkreds, bekræftedes, da der i Mar Saba's klosterbibliotek i Judæas ørken i 1958 blev fundet en kopi af Clemens' brev herom. Jf. Morton Smith: "The Secret Gospel - the Discovery and Interpretation of the Secret Gospel According to Mark" (New York 1974).

Livets lov eller mening er - ligesom allerede Moses påbød at "vælge livet" - det helt enkle: at overleve, endda bedst muligt uden at skade andre. Størstedelen af livet handler og planlægger de fleste mennesker, som om de aldrig skulle dø - som om de ubevidst ved, at sjælelig udslettelse ikke findes. Det genspejles i de gamle kulters og religioners lære om genopstandelse og reinkarnation, lige så vel som det også var, og på sin egen indirekte måde endnu er, indbefattet i kristendommen.

Men efter at der i grene af de ældre kristne retninger blev fjernet deres opfattelse af genfødsel, er det eneste træk, der officielt findes om dette, læren om at Kristus skal fødes igen. Begravelsesritualet med "af jord skal du genopstå", hermed uden at der sigtes til genfødsel, kendes ikke i evangelierne og er af uvis oprindelse, der i dag ikke ses konkret at kunne spores længere tilbage end foreløbig til 1200-tallet.

Kirken har opbygget en af de overhovedet vigtigste dele af sin lære ud fra evangeliernes tekster om, at de kristnes repræsentant og forbillede, Jesus/Kristus, foretog opstandelse, samt at han skal genfødes. Det så for datidens reinkarnationstilhængere ud til at være på linje med idéer om opstandelse og reinkarnation udbredt i oldtiden, antikken og blandt kristne grupper i kristendommens første femhundrede år. Tilmed den i østen med reinkarnation forbundne karma-lære viser sig delvis reflekteret i kirkens lære om "den medfødte synd".

Visse dele af egypternes lære, som Moses tydeligvis videreførte - og som herefter nogle af hans jødiske arvtagere har videreført - har tidlige grene af kristendommen også haft i deres koncept i en betragtelig del af dens historie. Det forhold er et faktum. Reinkarnationslæren kan på den baggrund ses som en i religionen tabt dimension. Under alle omstændigheder kan den ikke fjernes fra sin del af kulturen i historiens forløb.

Rabbinere i samtiden hævdede, ligesom ofte en kristen udlægning, at jøden Josef ikke var far til Jesus - de udpegede heller ikke en græker eller perser, men konkret at den fysiske far til Jesus var en romersk officer med (det usædvanlige) navn Pantera (s.214). Der fandtes en kendt bueskyttekommandør, Tibirius Julius Abdes Pantera - født i Fønikien, og senere (år 9 e.Kr.) forflyttet fra Syrien og dets dengang tilhørende Nordpalæstina - til en kohorde ved Rhinen. (En sådan romersk militæperson vil typisk have været indviet hos Mithras-kulten). - Panteras gravmonument, Kreuznach Museum.

De første kristne afviste - ligesom jøderne - billeddyrkelse. Her ses pave Pius IX, og flere nede på gulvet i Vatikanet, bede ved statuen af "en stor hjælper", Skt. Peter. Helgenkonceptet var i historien årsag til megen kirkestrid.