Udskriv | Anbefal | Sitemap

Søg på Visdomsnettet


Nyhedsbrev info

Indtast data og modtag vores nyhedsbreve
Navn

E-mail

Kontakt os

DEN HEMMELIGE RELIGION
Fonden
Donationer
Litteratur
Ordbog
Links
LemuelBooks
Esoterisk Visdom
GRUNDVIDEN
HOVEDOMRÅDER
LIVSKVALITET
SAMFUND
Skabende Meditation
ARTIKLER
OVERBLIK
MEDITATIONERNE
Esoterisk Litteratur
GRATIS E-BØGER
BOGUDGIVELSER
Fredsinspiration
ARTIKLER OM FRED
KONFLIKTFORSKNING
MENNESKE & MILJØ
Egyptens mysterier
ESOTERISK EGYPTOLOGI

Ikon-DEN-HEMMELIGE-RELIGION-Ove-von-Spaeth

DEN HEMMELIGE RELIGION (18 af 170)


Hvad betød talen fra den brændende tornebusk? Hvad er Guldkalvens kult? Har stjernelæren præget Bibelen? Er der spor fra mysteriekult i Moses religion?

DEN HEMMELIGE RELIGION (18 af 170)

5. KAPITEL

Jahweh-navnets mysterium

 

Moses' indvielse - i egyptisk regi

Ifølge Bibelen var gudsnavnet Jahweh ikke kendt hos hebræerne oprindeligt, men indførtes af Moses efter episoden med den brændende tornebusk. Hebræernes gud kendtes som El-Shaddai hos Abraham - og tidligst ved ældste gudsnavn i Bibelen elohim, dvs. 'guderne': morfologisk et flertalsudtryk, men brugtes til læren om kun "én gud". Det ses i den Hebraiske Bibels "1. Mosebog" (1,26) - og oversættes:

-"… Gud (elohim) sagde, vi vil danne et menneske i lighed med os (dvs. efter vort billede) …"

Her er ordet "sagde" bøjet i ental til flertalsformen "elohim", men personlige suffikser og det tilknyttede verbum er alle i flertal. Ved nogle tekststeder kan det også tydes som flere guder.

I den samaritanske og den senere græske version ("Septuaginta") af Bibelen har dette voldt problemer, hvorfor der blev grebet til den ofte misvisende løsning i flere tilfælde at betragte ordet "guderne" også som udtryk for "englene". Derfor blev "Elohim" flere steder i disse bibeludgaver erstattet med "englene" (eller f.eks. "de store").

Desuden er der det forhold, at udtrykket Elohim, 'guderne' (ental af Elohim er Eloah) i den Hebraiske Bibel bliver brugt om både guderne i almindelighed (mere end 200 gange), f.eks. fremmede folkeslags guder, og om israelitternes hovedgud (mere end 2.000 gange).

Idet benævnelsen Elohim er brugt om hebræernes/israelitternes gud, har senere jødiske kommentatorer, og kristne (bl.a. Cajetan fra romerkirken og den "protestantiske" Calvin), forklaret formen "guderne" med, at israelitternes gud var så mægtig, at det blev tradition at omtale ham i flertalsform, en art "pluralis majestatis" (det kan identificeres ved sin forbindelse med entalsbøjede verber på de pgl. tekststeder). En del kristne anså flertalsformen som anerkendelse af treenigheden.

En supplerende forståelse kan evt. søges via øvrige mellemøstlige kultursamfund, der alle havde skabelsesberetninger, der ligeledes starter med "guderne" - i flertal. Dog havde f.eks. egypterne én skabergud bag disse udøvende guder/kræfter. Desuden ses, at mens disse andre beretninger ofte starter med at fortælle, hvordan guderne blev til, så begynder Bibelen med, hvordan Gud/en gud lod lys, mørke, rum etc. blive til.

Ved nedskrivningen af hebræernes ældste historie, som den fremstår i "1. Mosebog", ses Jahweh-navnet ofte indsat side om side med Elohim, således at begge gudenavne kan optræde i samme bibeltekst arrangeret som sammensat navn "Jahweh Elohim". Skønt Jahweh-navnet i "1. Mosebog" optræder ca. 160 gange, er det i "2. Mosebog" ved tornebusk-episoden, at navnet først omtales at være bekendtgjort.

Da de senere bibeloversættelser ikke anvender de forskellige hebraiske udtryk Elohim, El, Jahweh etc., vil disse forhold ved gudsbetegnelsen lettere tilsløres. Det træk afspejles også siden hen i den kristne teologi - fordi denne skelnen ikke haves for øje.

Af "2. Mosebog" (6,2-3) vil fremgå, at episoden med tornebusken især afgav en meddelelse om Jahweh-navnet til Moses:

- "… jeg er Jahweh. I sin tid viste jeg mig for Abraham, Isak og Jacob som El-Shaddai (oprindelig betydning kendes ikke med sikkerhed), men ved mit navn Jahweh gjorde jeg mig ikke kendt for dem …".

Hermed fremstår "Jahweh" som et navn, der først nu skulle introduceres for israelitterne gennem Moses.

Men i Bibelens første del ("1. Mosebog" 4,1) angives, at Eva fødte en søn, som hun navngav Kain. Dette navn forklares i teksten som grundlag for et hebraisk ordspil på hendes udtalelse:

-"… Jeg har fået et drengebarn ved hjælp af Jahweh …".

Kain opfattedes i traditionen som stamfader til qainitterne (kenitterne), der i den pgl. bibelberetning indikeres at have et tidligt kendskab til Jahweh. Øst for Jordan viser en senere moabitisk inskription på Mesa-stenen (900-tallet f.Kr.), at ikke-israelitiske folk nær Israel, ligesom tidligere hos qainitterne og deres slægtninge midianitterne, havde kendskab til Jahweh.

Artikel-DEN-HEMMELIGE-RELIGION-Ove-von-Spaeth
Download-fil: DEN HEMMELIGE RELIGION - Ove von Spaeth