Sirius og Verdensaksen

"Kana" som røret eller stokken/staven har været brugt i mysterierne som betegnelse for Verdensaksens "stjernelinje", der fører gennem himlens tre kraftigst lysende stjerner - disse var Canopus samt Sirius' og Lyren. Aksen krydser tværs henover "Paradiscirklen" (ekliptika med Dyrekredsen). Verdensaksens rod og udspring er ved stjernen Canopus - i hvis navn cana spejles. Verdensaksens linje hen over himlen begynder uden for ekliptika (Solens "cirkelbane"), hvorefter aksen krydser denne "Paradiscirkel" på tværs, og fortsætter op til stjernen Lyren ved Svanen og Ørnen - i "Paradishaven"s øverste midte.

Således kunne det fremstilles i mysterierne, at aspiranten sattes "40 år på ørkenvandring" - foretaget som meditativ eremittilværelse på 40 dage i ørkenen (lignende kendtes f.eks. hos Orfeus og Jesus). Jf. her ækvivalens-koden i "4. Mosebog" (14,34) og Ezekiel (4,6):

-"… dine dage skal være som år, 40 dage er 40 år …"

- for derefter at trænge ind i det forjættede Kanas (rørets) land, "Verdensaksens land", dvs. ind i det lovede himmelske Paradis.

Den lignelse, Jesus fortæller i det Nye Testamente om brylluppet i Kana, åbner op - med tydelige ordspil - til dette emne. I de ældste kristne og gnostiske mysterier kunne denne lignelse herved opfattes som også at handle om en indvielsesakt med det hellige bryllup, hieros gamos - hvad enten reelt, eller symbolsk som en psykisk proces og kosmisk forbindelse - ved kana, Verdensaksen".

Oldtidens intense religiøse optagethed af det himmelske-kosmiske var stærkt koncentreret om den stjernedannede Verdens-akse tværs over himlen og om den stærkest lysende stjerne Sirius med dens placering over roden af aksen. I Bibelen omtales gang på gang dyrkelse af "hellige pæle" - der ligeledes kunne repræsentere Verdensaksen (dens Sirius'-del). Bibelen omtaler gudinden Asherah, der var ét med denne pæl og her repræsenterede Sirius. I den Hebraiske Bibel er ordet for denne kanaanæiske gudinde og 'hellig pæl' samme udtryk: Asherah.

I Israel har arkæologer fundet smalle, netop pæle- eller søjleagtige figurer udformede som gudinden Asherah.

Hos egypterne var det gudinden Ast, der også betyder 'trone (i himlen)' - senere kendt på græsk som Isis, der repræsenterede "buestjernen" Sirius: stjernen par excellence. Derfra ses Ast som navngiver for "stjerner" i det hele taget, også i andre sprog. Navnet genkendes i varianter i bl.a. latin aster, spansk estella, engelsk star, skandinavisk stjerne; og Ast ses også østpå f.eks. i Indien som Buestjernen Astri ('bueskytte') og hos den babyloniske gudinde Ishtar og den syriske Ashtarte.

Bibelens jødiske heltinde, Esther, der blev persisk-babylonisk dronning i 500-tallet f.Kr., bærer dette Sirius-navn Ishtar eller Ashtarte, som går igen i det kanaanæiske gudindenavn Asherah. (Esthers jødiske forbundsfælle havde et ligeledes himmelforbundet navn, Mordecaj, fra den babyloniske benævnelse Marduk, dvs. 'planeten Jupiter').

Oprindelig for Moses gjaldt det om at sikre, at afvigende tiltag såsom tilbedelse og billedkultisk personificering af stjerneguddomme ikke fandt sted. Modsat som det praktiseredes hos f.eks. kanaanæerne - og senere undertiden hos israelitterne selv.