Moses' lære

- 'mellem dag og nat'

Moses blev - i flere tusinde år helt frem til vore seneste århundreder, når der henvistes til historien - uundgåeligt nævnt på linje med Platon, Alexander d. Store og endda Jesus; i dag ville det være med den faste flok af berømtheder fra Shakespeare og Mozart til Einstein. Ældre generationer i vestverdenen bærer historien i sig og ejer fra egen skoletid beretningerne om Abraham, Isak, Jakob og Moses. Hos de nye generationer har voksende 'analfabetisme', der paradoksalt har udviklet sig under historiens længste skoleperiode, afskåret dem fra en viden om kulturelle rødder, som selv middelalderens fattigste børn havde lært om.

Sådanne forhold i vestverdenens nutidige såkaldte massekultur kan hæmme en udvikling af det frie menneskes personlighed og ikke-konforme tænkning. Religionernes indre viden bygger i høj grad også på sproget og skriften, som er grundlæggende redskaber i en civilisation og samtidig blandt de vigtigste midler til menneskets bevidstgørelse ved at udtrykke sig - et udgangspunkt for den frie individualitet.

Ved det nye årtusinde har den vestlige verdens på flere punkter åndelige provinsialisme ("kun dette liv, kun dette sted/plan eksisterer") aldrig før været så nær ved at kunne opnå bedre muligheder for - ved modnende kontakt med universet og genetablering af vægt på åndelige dimensioner - at omstilles til at kunne få indsigt i liv, død, eksistens etc. og herved menneske og univers som et større hele i gensidig påvirkning.

Overalt på Jorden har religion haft - på godt og mindre godt - afgørende indflydelse på menneskers tilværelse og handlemåde, deres kulturudtryk og hele samfundsindretning. Tanke- og holdningsmæssigt, og i hele vor vestlige levevis, er vi stadig direkte efterkommere af de store religioners kulturer. I nutiden er vi omgivet af udtryk, begreber og traditioner inden for sprog, kunst, normer og skikke i levevis, alle influeret af oldtidens religiøse universer. Ved at udforske religionens både kendte og især mindre kendte indhold og historie lærer vi mere - også om os selv.

De elementer i Moses' love, der taler for humanisme og respekten for menneskets værdighed, fandtes efter kristendommens indførelse hele tiden bag den vesterlandske kultur - og er nu taget for givet i en sådan grad, at oprindelsen via Moses sjældnere erindres eller kendes.

Blandt sen-1900-tallets "nytænkende" livsformstilhængere og nyreligiøse grupper kendtes Moses mest blot som et bibelsk navn. Men grupperne lever i en vestlig kultur, stadig bygget på ånden i disse gamle idéer.

Fra de ældste tider var kosmologi en del af religionen: Forhistoriske stjerneobservatorier var samtidig hellige kultsteder. Solen med sin kraft og varme som et grundlag for livets udfoldelse, og Månen med sine vekslende faser - med indvirkning på vand(standen) og ligeledes et grundlag for biologisk liv - var begge genstand for dyrkelse.

Hos Mellemøstens to store civilisationer i oldtiden var de kulturelle og religiøse holdninger næsten som dagen og natten: Egypten var Sol-orienteret, egypterne næsten nøgne i gennemsigtige gevandter, de luftige huse, lette elegante møbler, al stil generel let og lys, og religionens øverste gud var især Amon-Re, med Re som navn for 'Solen'. Mens naboimperiet Babylon var Måne-orienteret, folk ses tæt tilhyllede i tunge stoffer, der var koncentration om tung rigdom, og fokus på himmellegemer og Månen der mest kun var at se om natten på den sorte himmel.

Moses' religion ejer elementer fra begge kulturer, så at sige "Solen og Månen i ét, dagen og natten sammen" (som i C.G. Jungs favorit-alkymibegreb, 'chymiske bryllup', Sol & Luna's rituelle coniunctio) - hvor senere den egyptiske side er stærkt overset. Moses' lære var med til at give hans udvandrerflok og dens efterkommere stor overlevelseskraft.

Siden hen blev Bibelen mere end en bog for jødernes religion alene - den blev en særlig faktor i den vestlige verdens historie. Det bemærkes, at ingen af oldtidens lærde, heller ikke modstandere, har benægtet, at Moses har eksisteret. Nutidens benægtelse ville anses for arrogance.

En del af sporene bagud er skjult, men udgangspunktet er dog klart: Verdens ældste kendte grundlægger af en religion er Moses - ingen anden før især Buddha og Jesus vides at have "igangsat" sådanne omvæltende idéer med en så gennemgribende og langtrækkende effekt.

De hermetiske rødder, som også Moses i eftertidens opfattelse ses stærkt forbundet med, var gennem tiderne et særligt grundlag for at udvikle bevidsthed om det enkelte "menneskes egen guddommelige gnist" og egen ansvarlighed som "daglig medskaber af verden". En særlig nøgle for individet blev: "jeg er den, jeg bliver/vil være" - "jeg er den, jeg er".

Også her står Moses som den indgribende personlighed, der ud fra Egyptens hemmelighedsomgærdede mysterier og spirituelle tradition frigjorde og videregav værdifuld viden og lærdomme for menneskeheden.

Dertil kunne Moses gennem tiderne - fra antikken til renæssancen - ses opfattet delvis forbundet med det egyptisk-græske Hermes-værk på baggrund af fælles specielle præg fra oldtidens idéverden og i aspekter i sin lovgivning med grundlæggende tanke på respekten for individet (bl.a. med de første kendte love, der omhandler frigivelse af slaver). I en fremtidig verden vil det bedste fra Moses indflydelse stadig have værdi.

Hos de gamle egyptere var skabelsen og efterfølgende cyklusser af liv og død (efterlivet) altid i fokus. Følgelig var det i religionens sigte at varetage de store og små naturlige kredsløb, som verden består af, i en vekslen mellem skjult, potentiel eksistens og synlig, manifest væren. Derfor blev opfattelsen af disse mekanismers og strukturers samspil - i verden, i livet, i kosmos - tidligt tillagt en så omfattende vægt.

Forhold som åndelige dimensioner, der i oldtidens Egypten opfattedes at gennemkrydse universet, kan være svære at trænge ind i fra en helt anden verdensopfattelse i nutiden, hvor kulturen i Vesten har udviklet sig til historiens første overvejende "ikke-religiøse" civilisation.

_________________________________

• I de egyptisk-græske skrifter hævdes Hermes Trismegistos at videregive Egyptens ældgamle gudsdyrkelse som en sindets religion til en lukket kreds af indforståede mennesker. Disse hermetiske skrifter er præget af en original egyptisk baggrund med senere græske udløbere.
• Et kernepunkt i de hermetiske skrifter var sjælens frelse fra den materielle verden. Også koptiske, gnostiske tekster handler om viden (gnosis) om frelsen. Det apokryfe Thomasevangelium fik en vigtig rolle.
• Hermeslæren gav sig i renæssancen også udtryk i optagetheden af en sammenhæng, hvori det jordiske ansås som en afspejling af det himmelske. Elementer fra Hermeslæren og gnostikernes idéer var en forløber for 1900-tallets holisme og f.eks. moderne miljøbevidsthed.
• Udviklingen, der førte frem til (mulighederne for) det frie menneske, havde befordrende faktorer i græsk tænkning og kristendommens sjælelige ligestilling samt senere i oplysningstiden trykkefrihed, den nye økonomi og teknologiske ekspansion. Helt tilbage ses flere forudsætninger grundlagt i de bestemte tekster, der udgør de humanitære dele af Moses' love.

_________________________________